Om bikinier og feriefriske bryster

Bikinier til små piger. Ja, jeg ved godt, at det emne er sooo yesterday, og at agurke-agendaen er videre til noget andet ligegyldigt. Men vi er altså bagefter her i det forblæste sommerland.

Ikke desto mindre har jeg en mening om det. Bikini til tumlinger. Vævet ind i mindelser om mit første møde med Danmark og sommer. Fordi det netop er her i Hirtshals, hvor vi er på ferie i dag, at jeg for første gang sprang i bølgen blå iført bikini.

Jeg var 5 år. Min bikini var i turkis farvelade med lyserødt i. Og af samme model jeg sværger til i dag. Sådan en med trekant til at dække det, kvinder bør dække til, og mænd kan flashe, hvor som helst, og når som helst uden anmærkning, uanset alder, højde og drøjde.

Sammen med mine forældre og søstre var vi lige kommet med kutteren fra Island. Der var bare os, lidt bagage og bilen. Containeren med resten af vores liv ville komme senere til huset i Østjylland. Først skulle vi lige have nogle feriedage i det land, vi nu skulle bo.

Det var juli. Vejret var som nu. Røvdårligt. Men for en vikingefamilie fra Nordatlanten, er det ren sommer, når termometeret rammer 10 grader +. Og selvfølgelig skulle vi da bade i det vilde Vesterhav. Det skete i nyerhvervet bikini fra Brugsen.

Jeg var vild med den fra første øjekast. Den osede af sol og strand. Noget jeg aldrig i mit liv havde oplevet før. I hvert fald ikke i en bade-kontekst. Og jeg havde også toppen på. Men den var pænt sagt skide-irriterende. Hver gang en bølge ramte, blev toppen skubbet op over brystvorterne. For der var velsagtens intet til at holde den på plads.

Først opdagede jeg det ikke, men da jeg gjorde, blev jeg så flov. Ligeså flov som man bliver, når tubetoppen er gledet ned – og har været det i et uvist antal minutter – mens man giver den gas på dansegulvet til gymnasiefest. Eller når bikinitrussen flyver af, når man rammer vandet efter en tur i vandrutsjebanen i Djurs Sommerland.

Vi har alle været der, ik’? Den der voldsomme flovhed, som vi nok alle kender, men nogen har mere end andre.

Efter det havde jeg aldrig bikinitoppen på igen.

Det får mig til at overveje, hvor mange 2 årige der reelt render rundt med selve toppen. Formentlig ikke så mange, fordi der ikke går få sekunder, før den opleves som irritationsmoment for både barn og forælder.

Så kan man jo diskutere, om toppen så behøver at være der. For mig hørte den til. I hvert fald i første omgang indtil jeg opdagede, at den har en funktion. Det var lidt baby-agtigt kun med badebukser. Jeg fik ‘stor-pige-badetøj’. Om toppen blev brugt var underordnet.

Jeg kunne godt lide, at der var en skelnen mellem mig og mine baby-søstre. Som jo så var 2 år på det tidspunkt. Jeg ved ikke, om der er den store forskel på en bikini på en 2-årig end en 5-årig, men mit 5-årige jeg syntes, at der var. I dag synes jeg nok, at det er hip som hap.

Jeg synes også, at det er hip som hap, om toppen er små trekanter eller en decideret top. For begge dele er formålsløst rent funktionelt for en lille pige. Jeg synes også, at designet er hip som hap i en seksuel kontekst. For der er ikke nogen seksuel kontekst i mine øjne, og det er i hvert fald ikke bikinien, der gør det. Det er forskruede voksne. Og for den type mennesker kan man hverken gøre fra eller til.

Man kan godt diskutere, om bikinitoppen lærte mig, at kvinders bryster er seksuelle og skal skjules. For jeg blev jo forlegen. Men jeg tror mest, at det var ‘kiksethedsfølelsen’, der ramte mig. Senere i mit liv har jeg i hvert fald ikke haft problemer med feriefriske bryster. Dengang i 00’erne hvor mændene var så heldige, at det mere var normen end undtagelsen med bare (kvinde) bryster på strandene.

I bund og grund tænker jeg, at Hennes & Mauritz, der er udskældt for deres toddler-bikinier, kun producerer bikinier til se 2-årige, fordi der er et marked. Men måske bikinierne sælger godt, fordi alternativet er grimmere og sidder dårligere, og så køber mødrene bikinien for trussens skyld, mens toppen får lov at ligge i skuffen.

Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om H&M har lavet analyse af det. Jeg tvivler – også selv om de er en kæmpe koncern, der har midler og kompetencer til det. Mon ikke de producerer mere af det, der sælger, og så er det op til kunden, hvordan de bruger det. Men de bør nok tage stilling udfra et business-perspektiv.

Jeg ville ikke selv proppe mit barn i en bikini. Kun hvis hun virkelig insisterede. Mest fordi jeg ikke ville orke bøvlet med at rette på den konstant. Jeg kunne dog godt finde på at købe bikinien, udelukkende fordi den var pænere end det øvrige badetøj. Og nej, så sender jeg ikke et signal til tøjindustrien om, at det er forkert. Hvis jeg da ellers syntes det.

Jeg synes nu ikke, at det er så skide forkert. Tværtimod et ret uskyldigt ønske om at være som mor. Også når det gælder badetøj. Ligesom jeg selv ville, da jeg var 5 år.

–o0o—

Hvis du ikke allerede gør det, kan du følge mig og ligusterlivet med Bloglovin og Instagram.