Nyt domæne, hul i hækken og hej efter lang tids stilhed

Kold kaffetyrker, sukker på sidebenene og meget mere

image
Jeg har travlt med at leve livet (og se Dexter). Derfor denne stilhed. Igen. Og lige de her dage har jeg bare travlt med at overleve hverdagen. For Lily sover ikke helt som ønsket, og det kan jeg virkelig mærke på mit humør og min krop. Jeg kan slet ikke tænke klart. Jeg skal bare have korte beskeder og skal ikke tage stilling. Så træt er jeg.

Lily vågner et par gange hver nat og vågner og pludrer og hygger fra klokken 5. Noget vi sover fra, men man sover jo ikke helt, når der ligger en lysvågen baby og råber af glæde. Et par opvågninger lyder måske ikke så slemt, men min søvnkvalitet er bare virkelig ringe. Lily er sådan set gammel nok til at undvære mad om natten. Overskuddet er bare ikke lige til, at vi tager den kamp. Ændring af vaner kræver lige en portion overskud. Med sommerferien om hjørnet og dermed to forældre hjemme døgnet rundt, så tager vi den der.

Der er efterhånden en del ting, der er udskudt til sommerferien. Pottetræning med Viggo. Vi har en ide om at bar numse i solbeskinnet baghave er løsningen. Det er bare som om sommeren lader vente på sig.

Og så er der en hel rokering af soveværelser i vente. 90 procent af vores renovering er i hus. Herunder mit og Claus’ soveværelse. En sand 70’er perle med træbeklædte vægge er nu filtet og åbnet til kip. Vi to voksne rykker derind, så snart vi lige nosser os sammen. Lige nu sover vi alle fire i det, der bliver Lilys værelse. Her skal hun blive. Viggo rykker ind i sit eget værelse, hvor der står en fin juniorseng til ham. Og Lily får Viggos tremmeseng med fin, ny og piget sengerand.

Det bliver virkelig spændende, hvordan det kommer til at gå. Lily er jo en sand trooper, så der er nok ikke mange ben i den proces. Det bliver mere ‘spændende’ at få Viggo på eget værelse. Vi vil sælge det lidt som ‘ahj, hvor spændende, vi får alle nye soveværelser’. Måske det går nemt. Måske ikke. Hans værelse er for fanden omkring 20 kvm. Puha, min fantasi kunne hurtigt løbe løbsk derinde i mørket.

Inden det går løs med al den ændring af vaner og fixen op på de resterende 10 procent af huset, skal vi lige en tur i sommerhus. Det giver forhåbentlig en god portion overskud.

Overskuddet er dog lidt i bedring. Takket være lure en masse, nul planer og nul pligter. Jeg har simpelthen verdens bedste mand, hvad sådan noget angår. Han har i hvert fald lært, at jeg ikke er ‘op-på-hesten’-typen, når tingene ramler en smule. Nok lidt mere ‘sig-at-du-forstår-sig-at-det-er-synd-for-mig-hjæææælp’-typen, der lige skal have lov til at ligge lidt i fosterstilling, inden vi tager hesten ud af folden.

Claus har så hentet og bragt Viggo hele ugen. Jeg har fået lov til at sove, når øjnene blev tunge. Uanset tidspunkt. Og han har sagt alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, når jeg lige har fået en brain melt-down.

Sådan en havde jeg nemlig i mandags, hvor jeg var så træt, at jeg under Lilys lur målrettet og planlagt trillede i Netto og købte vulgært meget chokolade (kan anbefale Daim med mint), som jeg åd lynhurtigt, gik kold og vågnede op med lavt blodsukker og en mega depression. Helt udkørt og modløs. Totalt flad og energiforladt. Det var cirka også her, at jeg fandt ud af, at jeg er sukker-addict. Det gør mig ikke engang glad. Det er bare noget, jeg har kørt ind i voldsomme mængder i ren overlevelse her og nu.

Efter den melt-down har jeg sat alt lidt på hold. Aftaler og min træning. Og så har jeg detoxet lidt. Ikke noget på challenge-plan, men så længe jeg gider, så hedder det nul sukker og nul koffein. Jeg har haft knaldende hovedpine i to dage, men nu er hovedpinen slut og så har jeg faktisk fortsat. Fordi den hovedpine skal have sin berettigelse.

Jeg føler mig efterhånden på den anden side. Lily sover bedre, jeg sover bedre, jeg er glad, jeg har fået nogle aftaler med søde veninder i kalenderen, jeg blogger og i dag skal jeg hente Viggo. Noget jeg virkelig, virkelig godt gider. Hvor er det bare vigtigt at stoppe op i ny og næ og gå tilbage i startblokken for lige at komme rigtigt fra start.

Det blev vist lidt rodet det her indlæg. Jeg lover at dykke lidt ned i det hele hen over sommeren. Detox, hus, separate soveværelser osv. osv. Skylder også et indlæg om at være mor til to med så få månede imellem. Men først afsted med det her indlæg.

God fredag derude.

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt domæne, hul i hækken og hej efter lang tids stilhed