Papa i Paris og ællingerne på adressen

Nyt domæne, hul i hækken og hej efter lang tids stilhed

image
Bloggen har fået nyt navn, nyt domæne og så har jeg flyttet den til Bloggers Delight. Jeg har i lidt tid grublet over, hvad jeg vil med bloggen. Jeg vil gerne blogge. Det er hyggeligt at få sat ord på hverdagen og familielivet. Og dele hverdagens små krøller og opskrifter, jeg alligevel sender til venner og kolleger på mail.

Jeg elsker, at statistikken viser, at nogen faktisk kigger forbi mit hjørne af blogland. Men det tager tid at skrive, hvis jeg gerne vil fortælle jer noget med lidt mere substans, end at jeg har spist en is eller taget toget (det kan I i stedet se på Instagram). Bare en halv time kan af og til være svær at finde. Os med hus og have, I ved. Også selv om jeg giver mig rimelig frie tøjler i forhold til struktur og grammatik. Fordi det netop tager tid vil jeg også gerne nå lidt længere ud. Og jeg vil gerne være i et netværk med andre bloggere. For at lære og for at blive bedre.

Det betyder, at I må sluge lidt reklamer i læsningen af bloggen. Det, håber jeg, er ok med jer. Måske kommer der flere indlæg fra min side, men jeg vil intet love. Det her baby-business kommer trods alt i første række.

Flytningen er en af grundene til en måneds radiostilhed. Jeg har ventet på en ledig stund til lige at få fikset opsætning, flytning af gammel blog, nyt look, nye kategorier og nye undersider.

Og så er der bloggens navn. Det har jeg altså ændret. Nu hedder bloggen Ligusterland. Fordi jeg på Instagram typisk omtaler Hvidovre-matriklen som Ligusterland. Fordi jeg elsker bogstaverimet, og at det er en smule underspillet og med humor tager fat i vores fordomme om forstaden. Fordi her virkelig er liguster, så langt øjet rækker. Vi har alle en ide om, hvad der sker bag ligusterhækken, og jeg har så bare klippet hul i hækken og inviteret jer indenfor. For at det ikke skal være løgn, står der lige nu fire bundter grene og 18 papirssække fyldt med hæk, busk og mos klar til at blive hentet af kommunen. Ja, for sådan nogen som os er tilmeldt haveaffaldsordning. Det der med en hjørnegrund, suk … nu ved jeg, hvad folk mener.

En anden god grund til at jeg har skiftet blognavn er, at jeg har været så pissetræt af, at jeg ikke har kunnet få domænet forstad.dk. Det er købt og betalt af en anden, og jeg har brainet alle mulige alternativer. Løsning, nyt navn. Med ledigt domæne.

Bum. Og velkommen til den nye platform. Jeg håber, at I kan lide det nye look. Og så vil jeg forsøge at give den en skalle med indlæggene. Fir jeg vil jer så gerne, og jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle, men kun lige har som en trelinjers kladde på bloggen.

Skulle det friste, så kan I følge mig med Bloglovin og på Instagram.

Kærlige hilsner Solrun

1

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Papa i Paris og ællingerne på adressen