Nul sukker, well …

Når jeg henter Viggo, spørger han, om vi skal have ‘isch’, fordi jeg én gang sagde, at vi skulle ud og have en stor is. Og når han er godt placeret i cykelstolen med hue og cykelhjelm, rækker han pænt hånden ud og siger ‘kage’, fordi jeg én gang har stukket ham et stykke af en muffin for at få ham til at tage hjelmen på.

Da jeg hentede ham i vugger forleden og smed min mulepose på gulvet, pegede han på den og bad om kiks. Fordi vi lige havde været på weekendtur, og muleposens indhold bestod af snacks til flyturen. Hans kære pædagog smilede kækt og spurgte, om der monstro plejede at være kiks dernede.

Oh, well. Busted. Det er hændt, at jeg bestikker mit barn. Jeg har som regel lommer og taske fyldt med snacks og anden gangbar valuta. Det er knækbrød, en bolle eller en lille pakke rosiner. For jeg ved aldrig, hvornår Viggos indre umulius dukker op. Det er pænt stressende, at ulvetimen rammer i Netto eller i bussen. Og nej, det er ikke altid muligt at undgå indkøb og offentlig transport i myldretiden for andre, ulvetimen for os.

Vi lærte rosin-tricket på en flytur, hvor Viggo snoede sig og skreg. En artsfælle stak os en lille pakke med ordene ‘Måske det her er noget’. Vupti. Stilhed. Lige siden har vi altid rosiner på os. Rosiners magi var hidtil ukendt land for os.

Da Viggo kun lige var lavet, havde jeg en stålsat holdning til børn og sukker. Han skulle i hvert fald i en vuggestue med hardcore nul sukker-politik. Det findes dog stort set ikke på selveste Østerbro, for det er forældrene, der hiver kage med til fødselsdage. Ved nærmere eftertanke er der sukker i alt fra mælk over frugt til brød, så det er en svær overbevisning at efterleve.

Jeg kunne heller ikke – og kan det stadig ikke – forstå mine omgivelsers insisteren på, at Viggo da i hvert fald skal have slik. Selvfølgelig får han slik en dag. Det kan dårligt undgås, når jeg selv er afhængig af bland-selv-slik. Men jeg forstår ikke konceptet, at ALLE om kakkelbordet skal skovle slik indenbords (for så er der jo mindre til mig).

Er det mindre hyggeligt, hvis det er rosiner eller en hjemmebagt vaniljekrans? Er det mindre hyggeligt, hvis én holder sig i skindet?

Det er ligesom, når folk er på kur, så får de aldrig fred for andres ‘kom nu, et enkelt stykke …’

Viggo er i bund og grund ligeså tilfreds med rosiner eller knækbrød.

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg elsker Viggos barnlige begejstring, store smil og klappen, når vi vælger is hos vores lokale is-pusher Østerberg (helt fantastisk is). Men vi sætter os, tager os god tid og gør noget rituelt ud af det.

Vi hygger om det, vi nyder det i ro og mag og ikke på farten. Vi siger uhm, og vi bekræfter hinanden, at det her både er hyggeligt og lækkert.

Vi faldt i sidste jul, da Viggo var 11 måneder. Jeg havde ellers sværget til mindst to år uden skyggen af søde sager. Hele min familie var samlet til eftermiddagskaffe og julebag. Vi guffede alle løs, og Viggo sad med sin agurkestav. Han er ganske skarp og var ikke længe om at tolke sammenhængen mellem småkagen mellem vores fingre til nydelsen i vores blikke. Han vandt og fik sit livs første vaniljekrans.

Det hedder dog nul slik. Det bliver det ved med i lang tid fremover. Jeg bryder mig ikke om, at hans lille krop skal fortære en masse e-stoffer og andet ligegyldigt kemi. Det er en anden historie med min krop. Men det hedder ja til god is, hjemmebag og god chokolade. Også til juice, rosiner og mariekiks.

Han har fået chips en enkelt gang, fordi vi kom til at stille en åben pose inden for rækkevidde på køkkenbordet. Han var i gang med de lækre saltskruer, så vi overgav os og hældte lidt chips op i en lille skål til hver og satte os ind til spisebordet fir at spise chips i fællesskab. Hyggen skulle i centrum.

Jeg er klart blevet mere afslappet med de søde sager med tiden. Heldigvis. Jeg er heldigvis også ret ligeglad med andres succes med nul sukker helt op til skolealderen. Jeg synes ikke, at det er synd for børnene. Slet ikke. Jeg har bare selv svært ved at cutte juice og hjemmebag. Men nu har jeg også et barn, der ikke hæmningsløst æder fem muffins og syv småkager. Han er meget beskeden.

Jeg bliver dog vildt forarget, når jeg klokken 9 om morgenen ser et barn på to år i en klapvogn i fuld gang med at fortære en rulle mentos. Det synes jeg virkelig er utilstedeligt. Jeg kender ikke konteksten, men det ville ikke ske her. Der er så mange andre kioskvarer, der er bedre egnet, hvis man som forælder forfalder til bestikkelse, eller barnet skal have noget i maven NU, og der ikke lige er et fødevaremarked i nærheden.

Vi kan sagtens diskutere, om det er en god ide, at jeg belønner mit umulige barn med snacks. Men nogle gange er mor her kun et menneske og er meget træt. Oftest tager jeg kampen, men min gravide krop har på det seneste krævet en hurtig udvej ud af kampen, om han vil sidde i cykelstolen eller klapvognen. Jeg må rette op senere.