2 års dejlighed

I dag fyldte Verdens bedste Viggo to år. Jeg kan ikke begribe, at det er tre år siden, vi sprang ud i det her baby-making business, og at vores lillefis allerede er to år.

Hvis det fortsætter i det her tempo, truer 12 år om hjørnet, og før vi ved af det, er han 52. Og jeg 83. Tiden flyver afsted. Alt for stærkt.

I morges fejrede vi ham med sædvanlige havregryn krydret med gaver og fødselsdagstog. Dog uden lys, for det havde vi altså glemt at købe. Ingen er perfekt, vel? Jeg har dog købt nogle til i eftermiddag. Og sørme, at vi så ingen lighter har i disse ikke-ryger tider. Jeg køber en til på lørdag, hvor vi fejrer ham med familien.

Efter morgenmaden traskede hele familien mod den østerbroske vuggestue til endnu mere fejring. Jeg havde bagt pølsehorn til unger og pædagoger. Jeg havde ellers planlagt alt muligt krea med frugt, men Viggo er ikke selv fruit-lover, så det blev livretten. Kulhydrater og svin. Vi sang fødselsdagssang, og det var simpelthen så hyggeligt. Viggo var dog meget overvældet. At sidde der for bordenden, få sunget fødselsdagssang og med både far, mor og Lily ved sin side. Viggo er MEGET fars dreng, men lige her, var mors skød og arme altså bedst. Behøver jeg at sige, at jeg var rørt?

Han har været vildt smadret i eftermiddag og ved hentetid lagde han sig trodsigt i søstjerne på gulvet i vuggeren, mens Lily græd, og jeg svedte tran i mit vintertøj (må jeg trække gårsdagen indlæg retur). Men helt forståeligt, at han ikke helt var i topform. Ikke nok med at være midtpunkt, så har Viggo for første gang sovet lur på en madras inde på stuen. Det blev kun til en time. Han plejer snildt at snuppe tre. Nu han er to år, må han nemlig ikke længere sove fastspænd i krybben.

I aften har den stået på Viggos livret risengrød (sammen med pølser og brød) og leg med gaverne. Modellervoks og et låsebræt. Begge gaver er en succes, og hvor er jeg lykkelig over at have et barn, der er så taknemmeligt og begejstret. Begge gaver fik et ‘ahj’ og ‘ihh’ med på vejen.

Jeg elsker hvert minut af den her fejring. Og jeg glæder mig endnu mere til den næste. Selv om tiden da godt må gå langsomt. Viggo forstår nok ikke helt, hvad det er for en dag, andet end en speciel dag, selv om vi har forsøgt at forklare det. Det går nok først for alvor for ham næste år.

Hip, hip herfra og god aften.