Om at skulle prioritere ekstra kilo og til døden jer skiller

Jeg har lige været ude og løbe. Fem kilometer. Bam. Done. Og bare så lækkert. Bagefter. En lille smule undervejs. Nu skal jeg bare lade være med at snacke børnenes kiks eller drikke en øl eller to til EM-kampen mellem Portugal-Wales, for så er det ligesom spildt.

For jeg løber nemlig mest for at være tynd. Blive tynd, når jeg ikke er det. Forblive tynd, når jeg er. Og jeg tør faktisk godt skrive ’tynd’, for tynd er et relativt begreb. I min verden er det, når jeg kan være i min mine jeans og helst også det her pencilskirt, jeg var vældig kæk at købe lige efter vores bryllup, hvor alt stod ganske stramt til ære for bryllupsbillederne.

Jeg løber også for de lidt pænere ben og bedre kondi. Jeg gad godt være en af dem, der bare løber, fordi de ikke kan lade være. Eller fordi jeg fandt motivation i at slå egne rekorder, være i flow og synes, at det er fedt at prale med et halvmarathon eller marathon i kantinen eller bare over for mig selv.

Jeg har skrevet om det før i indlægget Hvad jeg tænker på, når jeg løber og løber og løber. Det kommer ikke til at ske. I hvert fald ikke det med alverdens langdistanceløb. Jeg vil dog gerne finde løbeglæden og nå det punkt under løbet, hvor min hjerne slår fra. Min nyeste teori er, at glæden kommer, når jeg er rigtig god til at løbe, så jeg skal bare blive ved. Min fejl er nok, at jeg typisk holder skansen i et par måneder og så går det i sig selv i nogle uger, og så starter jeg op igen. Forfra.

Men nu, mine damer og herrer, gør jeg det.

Jeg har lavet et løbeprogram, og jeg har allieret mig med min veninde. Vi har en intern løbekonkurrence. Regler og mål er ikke helt på plads, da det kun lige er aftalt. Vi har dog high-fivet på snappen for veloverstået løb. Hun på Østerbro og jeg i Hvidovre. Nok noget med tre gange om ugen. Distancen bestemmer man selv. Hun skal i form efter fødsel. Det kan man i og for sig også sige, at jeg skal. Bare efter halvandet år.

Nogen der tør vædde, hvor længe det varer?

Hvorfor så løb, vil nogen spørge, når jeg egentlig mest nyder det bagefter. Sådan tror jeg nu, at mange har det med sport. Det er et middel mod et mål, om det er et vægttab, pæne ben, bedre kondition, selvrealisering eller en flugt hjemmefra.

Løb fungerer lige nu, fordi det er fleksibelt. Allerhelst ville jeg gå til cirkeltræning, pump, pilates og bikram-yoga hver anden dag med lidt løb ved siden af. Det gjorde jeg præ-børn. Det gjorde jeg, da vi kun havde Viggo, og da jeg var på barsel med Lily. Nu er det løb med lidt af det andet ved siden af. Plus ti kilometer t/r til jobbet, når det ikke lige står ned i stænger.

Tiden er ikke til mere. Jeg ved det. Det handler om prioritering, men lige nu er prioriteringen job, familien og cykelturen. Hjem fra arbejde, hente børn, lave mad, rydde op, putte. Så er klokken 20.00. Jeg ved, hvor meget det betyder for mig, at vi er to om børnene mellem 17.00 og 20.00, så det gør det nok også den anden vej. Jeg tror på, at det er en investering i et godt ægteskab.Og efter klokken 20.00 skal den ene af os ligesom være hjemme, hvis ikke kommunen skal banke på.

Derfor er motion forbeholdt aftener og weekender i evig kamp med mine bloggerier, skriveprojekter, haveprojekter, sysler og rødvin med Claus og Netflix. Derfor er løb helt perfekt. På med løbeskoene og afsted. Og ikke så meget pump klokken 17.00, 18.00 eller 19.00. Og ingen ironman til min bedre halvdel, før børnene ikke gider os mere.

Hvad med jer andre mødre derude? Kan I finde tiden til at stramme op?