Noget om fodbold, vikinger og minder fra elverland

Nationalfølelse er en sjov størrelse. Måske især for os danskere, der er bange for, at den følelse forveksles med nationalisme. Men det burde være en følelse, vi danskere tager til os i højere grad. Vi bør hylde vores grundlov og ikke bare holde fri på Grundlovsdag (for dem der har fri den dag). Vi bør fejre det, akkurat som nordmænd fejrer 17. maj. Og som islændinge fejrer 17. juni. Eller samler 99 procent af nationen om en sport.

Jeg bevæger mig sikkert ud på dybt vand med den indledning. Men det kommer sig af Islands fodboldsejr i går. Det vilde mytiske ‘Huuuuuh’ fra tribunerne og den lille bitte stat i Nordatlanten, der har fortryllet så mange. For det er da sand nationalfølelse. For islændingene er det troen på sejren. Stoltheden.

For os andre er det troen på David mod Goliat. Men også fascinationen af et land med knap 330.000 indbyggere, der formår at stable et hold sammen, der kan slå nationer med en meget større talentmasse. Og fascinationen af en nation som omverdenen – og dem selv – elsker at beskrive som vikinger. Vi slubrer det alle i os, og vi nyder historien om en underdog på fodboldbanen, men noget af det stærkeste, når det kommer til overlevelse og stolthed i den nordiske historie. Vikingerne, der stak af fra Norge, og formåede at overleve på en vulkanø langt borte. Også mig. En der faktisk slet ikke er til fodbold, men som regel hægter sig på i slutrunderne til EM og VM. En snylter.

Jeg er selv islandsk af rod. Det gør ikke min interesse for Islands bank af England mindre. Faktisk er jeg 100 procent af nordatlantisk oprindelse og 1. generations indvandrer. Trods det – og måske på grund af vores tilgang til udlændinge – har jeg aldrig betegnet mig selv som andet end dansk. Jeg er dansk, men med islandske forældre. Det plejer jeg at sige. Et paradoks, men en sandhed, for sådan har jeg det.

Jeg er kommet til Danmark som 5-årig. Jeg har tusind fantastiske minder fra Island. De 13 islandske julemænd, skýr, vintrene, elverhistorier, amerikanske produkter i supermarkedet, kogte fårehoveder som delikatesse, varme bade, udendørs svømmehaller, min udvidede familie, islandsk slik, lakrids med chokoladeovertræk (Bülow go home), islandske påskeæg, bjerge overalt hvor øjet skuer og meget mere. Men alt det, der har dannet mig, er dansk. Jeg er dansk, men med islandske rødder. Tror jeg nok. Sådan siger jeg det i hvert fald som regel.

Ikke desto mindre får en kamp som den i går en masse følelser op i mig. Min Facebook svømmer over med posts fra stolte familiemedlemmer. Det gør mig glad. Men det er nok især minder og en masse oplevelser, der bakker op om islændingenes stolte nationalfølelse, der får mig til at føle en smule ekstra for de første 15 procent af mit liv. Og får et smil frem på læben hos mig. Det vil jeg gerne dele.

Jeg har kun været på Island tre gange siden, min familie flyttede til Danmark i 1987. Det var i 1990, 2005 og i 2009. Jeg håber, at 2016 eller 2017 byder på en tur mere. Nu må jeg se. Især 2005 har stor betydning for mig. Min mand, jeg og et vennepar kørte Island rundt i godt to uger. På den ferie oplevede jeg i den grad at være en, der kommer tilbage efter lang tids fravær. The revenant.

På et tidspunkt kørte vi ind i et vildt uvejr, og vi var nødt til at blive indkvarteret lokalt på en skole. Os fire danskere og en ordentlig røvfuld italienske bjergbestigere. Da forvalteren opdagede, at jeg var islandsk, blev fik vi et værelse på 1. salen med madrasser og tv, mod at jeg skrev et par skilte på engelsk med anvisninger til ’kitchen’ og hhv. ’Men’ og ’Women’ på toiletterne. Der var ingen luksus over vores værelse, men alt er luksus i forhold til gulvet i en gymnastiksal med 40 andre turister. Vi fik uden tvivl særbehandling. Og vi nød det på samme vis, som når man bliver opgraderet til 1. klasse med KLM på vej til New York.

På et andet tidspunkt var vi i Perlan, som er et museum og en restaurant i toppen af fire termiske tanke i Reykajvik. Claus og vores venner blev på museet, mens jeg tog tilbage mod centrum for at besøge min farmor. Det var mange år inden smartphonen, så inden jeg forlod Perlan, spurgte jeg om vej til bussen. På islandsk naturligvis. Den venlige mand svarede og spurgte retur: ’Hvor er du bosat i verden, min pige?’. Jeg svarer og han siger: ’Velkommen hjem’.

Det var vildt at høre det for en som mig, som altid har haft travlt med at bevise et andet tilhørsforhold. Jeg følte mig så hjemme. Måske endda en smule snydt for at vokse op i et land, hvor man har så stærk en fællesskabsfølelse.

Til gengæld kan jeg fortælle, at mit møde med Danmark var en tilsvarende fantastisk. Rapsmarker, bøgeskove, fladt landskab, ingen bjerge, men bare himmel der møder marken, jordbær, pålægschokolade, figenpålæg, somre i shorts, stærke venskaber, hårde tests ud i bløde d’er og mange, mange flere minder fra det danske sommerland.

Men i hvert fald. Áfram Ísland. Jeg håber, at det går jer godt. Jeg følger de kommende kampe nært – på samme hykleriske vis som alle andre ikke-fodboldfans finder enorm spænding, når det kun er cremen, der er tilbage. Men er det vigtige ikke at juble og holde med nogen? Jo, det vil jeg mene.