Om hjemmedage, koordineret lur og ikke at orke sit barn i ferien

Nye Ganni gevanter og mine rober på Trendsales

IMG_2273

Jeg bliver i høj grad inspireret af andre bloggere. Det er både til tøj, skønhedsprodukter, mad, ting til boligen og aktiviteter. Og jeg håber, at nogle af dem får gode annoncekroner, for af og til er effekten instant af, hvad jeg ser, og hvad jeg klikker hjem, kommer i gryderne eller foretager mig.

For eksempel blev jeg vildt inspireret af Julia Lahme, der i sidste uge hev sin mand med på et fly til Bornholm for en gourmetmiddag og en enkelt nat på Stammershalle Badehotel. Dét vil jeg altså også, så snart ungerne kan klare sig 24 timer uden far og mor – nok især mor for Lily lige nu.

Og så er der Christina med Passionsforfashion.dk, når det kommer til indretning og fine DIY-smykker. Og Emily Salomon som jeg 100 procent deler smag med, når det gælder kager og drinks.

Forleden viste bloggeren Emili sin nye Ganni-gevant frem. En superlækker, sort, knælang kjole med 3/4 ærmer og vidde. Den kjole måtte jeg tjekke ud live. Barselsliv inviterer ikke ligefrem til, at jeg svøber mig i delikate tekstiler og skyhøje stiletter. Men nu er jeg stoppet med at amme om dagen, og hverdagen som kontormus nærmer sig med hastige skridt. Derfor er jeg begyndt at dyrke rigtige og VELSIDDENDE bh’er, kjoler og alt muligt mega-upraktisk tøj.

Jeg elsker Ganni farligt meget. Og da jeg alligevel på daglig basis kigger forbi Østerbro, rundede jeg Gannis butik ved Søerne efter en gang brunch med en veninde, der netop er gået på barsel.

Kjolen klædte mig ingenlunde. Jeg har brede (dog helt normale) skuldre, og jeg er høj. Derfor er kjoler, bluser og skjorter med vidde ikke noget, jeg klikker hjem fra en webshop. Det vil være for stor en satsning. Jeg skal prøve det. Jeg er bare bedst i figursyet kluns. Og da jeg for første gang stod i et prøverum, siden Lily blev født – endda med tre ekspedienters fulde opmærksomhed, kunne jeg da ikke gå uden at svinge dankortet.

Jeg droppede hurtigt kjolen, som den søde ekspedient i øvrigt havde på, og som både hun og Emili ser fantastiske ud i. I stedet købte jeg et par sorte White Hall St. Pants med vidde og en uforskammet lækker bluse med høj hals, en såkaldt Stone St. Jersey Blouse. Et virkelig lækkert sæt. Jeg blev spurgt, om det var til en særlig anledning. Jeg sagde, at jeg skulle til fødselsdag. Og blev tvunget ud i en uddybning; en 80 års fødselsdag (og den slags har jo stram dresscode).

FullSizeRender (2)

Udskrivningen blev lidt større end planlagt, så derfor har jeg sat en masse tøj og sko til salg på Trendsales. Både for at legitimere mit lidt impulsive køb, men også for at skabe plads i skabet.

Jeg fik ellers ryddet noget så grundigt op i mit skab sidste år, hvor jeg udfordrede mig selv med et 2014 uden nyt tøj og nye sko. Og yderligere da vi flyttede i hus. Men der er stadig kluns, jeg ikke kommer i igen. Formentlig heller ikke efter endt barsel. Årsagen er ukendt. Blandt andet min brudekjole – som meget utraditionelt er en blå/creme-stribet sag fra Sportmax. Desuden sælger jeg min koralfarvede Mulberry Bayswater, stiletter fra Ganni, wedges fra Billi Bi, en BZR-skjorte og meget mere.

IMG_2307 (1)

I er meget velkomne til at kigge forbi mig på Trendsales – og endnu mere velkomne til at komme med bud. Af en eller anden grund valgte jeg i tidernes morgen at kalde min trendsales-profil Sundog. Der kommer flere ting til løbende – det tager jo tid.

Og så lover jeg et ordentligt billede af mig i mit nye sæt, når jeg skal ud og vifte ørerne til 80 års fødselsdag om 12 dage. Et jeg får Claus eller en anden til at tage. Og faktisk også på fredag, hvor jeg skal til reunion med en hold eks-au pairs årgang 2000.

Hvis I er nysgerrige på min 2014-challenge, så er indlægget Nul hovedløst forbrug i 2014 et godt sted at starte. Og så er der podcasten af Netværket på P1 om forbrug.

Og så et sjovt indlæg – Spas med tøj og tal – jeg engang skrev, om hvor mange sæt tøj relativt ‘få’ stykker tøj kan blive til.

–o0o–

Følg Ligusterlandet på Instagram og med Bloglovin.

2

  • Ganni er bare vanvittigt lækkert – overvejede at tyvstjæle min mors a-snit nederdel med det smukkeste blomstermønster, hun har anskaffet sig. Puh. Når budgettet engang bliver til det, skal jeg have en oooordentlig stakfuld. Mon man bør begynde på det der lotto 😉

    – Anne.

    http://www.venterpaavin.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Solrun Øfjord

      Jeg er så enig. Jeg kunne rive 80 procent af deres tøj ned fra stængerne. Hvert efterår (måske også forår) er der lagersalg – måske det kunne være noget. Jeg har selv fået lækre støvletter engang, en strik, en lædernederdel og et sort bælte for næsten ingen penge. Det var endda langt op ad eftermiddagen. Måske værd at holde øje med?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om hjemmedage, koordineret lur og ikke at orke sit barn i ferien