Sommerlir til fuglereden

Hvor mosekonen brygger, hvor lediggang giver mod og bag-in-box rykker

Mens det øvrige Danmark har skovsøer under armene, så har vi det ganske køligt her i det nordjyske. Jeg er ganske vist hoppet i shorts og korte ærmer, men det er uden air-con i bilen, da vi i dag turede vestkysten tynd, spiste rejer i Hitshals og pruttede om priser på kraniet fra en tysk sommerbuk.

Vi er i sommerhus. Det skønneste lille et, som vi har lejet af en bekendts far. En sand perle 200 meter fra stranden, å i baghaven og græssende køer. Bag-in-box på køkkenbordet. Udsigt til fredet natur, hybenroser og egen robåd, hvis vi vil på den sømandseventyr. Her er kun en håndfuld små hytter og så eller bare den barske nordjyske natur.

Men her er sgu da lidt kalt. Og mosekonen brygger i den grad. En tyk gus ligger hen over landskabet og min løbetur er udsat. Jeg tør ikke. Trolde, hekse og den slags, I ved.

Eller ‘turde’, for i ren og skær lediggang trodsede jeg alligevel min frygt for alverdens underjordiske væsner og gik en tur ud i gusen. Claus gad ikke spille Scrabble, Trivial spillede vi i går, der var ingen bøger og blade i huset, jeg sådan helhjertet gad. Efter at have sjuskelæst bogen ‘Herregårde i Nordjylland’ hoppede jeg i overtøjet og vovede mig ud i landskabet. Jeg knipsede lidt billede og duftede til kamille og hybenroser.

Jeg har lidt at lære, når det kommer til det der afslapning. Fx var mit første forslag til ‘familieaktivitet’ at vaske bilen. Claus satte lige foden ned der. Det gad han slet ikke.

Jeg ved ikke, om jeg ærger mig over vejret eller bare er lidt ligeglad. Mon ikke vi når at svitse de blege asparges i løbet af sommeren?

Vores 10-12 dage lange Jyllandsturne skyder fire ugers familieferie i gang.

En insisteren fra min side klog af skade efter barsel med Viggo. Når man er på barsel, er der lidt leverpostej over ferie, hvis det bare for lov at køre i samme rille. Og man (jeg) bliver bare en mavesur og slavepiskende kommandør af en kone, når jeg ikke har fri fra min ‘arbejdsplads’, mens min bedre halvdel bare vil have pusterum og ikke fluks tage hul på alt det, vi ikke når i hverdagen.

Derfor skyder vi ferien i gang sammen ved at tage væk. Vi kommer alle væk fra hverdagen og finder en eller anden frekvens for resten af ferie. Ikke mindst er vi væk fra hus, have og den trillion af projekter, det hus gemmer på. Så altså ingen bilvask heller. Nu skal jeg bare slippe tankernes kredsen om to-do, når vi atter rammer Hvidovre-residensen.

Jeg må købe en bog eller Sudoku i morgen. Og en ny bag-in-box.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerlir til fuglereden