Ammestuesnak igen

Engang læste jeg restaurantanmeldelser og politisk stof i Politiken. Nu har alt nyhedsstof om fødsel, amning, børn og opdragelse en magnetisk effekt på mig. Måske fordi det er light-stof for ammehjernen. En ting er sikker, jeg har ikke kapacitet til at sætte mig ind i Eritrea-sagen.

Forrige nat, mens jeg ammede, faldt jeg over den her artikel på pol.dk Færre børn bliver ammet. Ja, og så ville jeg have smidt det her indlæg på bloggen i går. Men i går sov jeg, når jeg ikke lige ammede. I hvert fald indtil klokken blev 15.00, hvor Viggo kom hjem.

Men i hvert fald. Sundhedsstyrelsen har undersøgt, hvorvidt og hvor længe danske kvinder ammer.

Og ganske kort opsummeret, så er der er lille bitte fald i antallet af børn, der bliver ammet. I 2012 blev 89 pct. af alle to uger gamle børn ammet, i 2013 var det kun 87 pct. Men faldet er alarmerende, mener eksperter. Fordi det går den forkerte vej.

Undersøgelsen fortæller også, at kvinder med kun en grundskoleuddannelse i mindre grad ammer deres børn end kvinder med høj uddannelse. At flere børn i storbyerne bliver ammet end i randområderne. At børn med to forældre i højere grad bliver ammet end børn af enlige forsørgere. Og at etniske danskere ammer længere end kvinder med anden etnisk baggrund.

Der står desværre ikke noget om, hvorfor. Det er nok det, jeg synes, er mest interessant.

For mig at se tyder det måske på, at amning handler om overskud og kultur. Måske har man bedre barselsvilkår, når man er højt uddannet. Måske man som højtuddannet primært bor i byerne. Måske man som enlig forsørger er mere afhængig af, at andre kan hjælpe med pasning. Måske der er noget spelt-prestige i at amme.

Jeg kan ikke selv pin-pointe, hvorfor jeg helt præcist ammer. Det er i hvert fald ikke, fordi Sundhedsstyrelsen anbefaler det. For jeg tror på, at børn der får flaske er lige så sunde. En norsk undersøgelse viser, at der ikke er den store forskel i forhold til fx astma og allergier.

Det er nok mere en følelse. Jeg vil det bare rigtig meget. Det er intimt, og det er bare supernemt at have mælken med i jungerne, uanset hvor man er. Jeg ville ikke orke det med at vaske flasker, hvis jeg kan være fri (vi har ikke opvaskemaskine). Jeg elsker også bare de der små fingre mod mit bryst, og det der milk-drunk ansigt, når baby slipper brystet.

Jeg ammede Viggo i ti måneder. Jeg havde egentligt tænkt, at otte måneder var passende. Pludselig kunne jeg bare ikke komme ud af det, jeg efterhånden kaldte mit ammefængsel. Viggo tog ikke flaske (og jo, vi prøvede virkelig), og han spiste bare ikke så godt, at jeg turde slippe amningen. Det var lidt opslidende til sidst.

Men flaske giver da en vis fleksibilitet. Jeg håber, at Lily kan tage flaske bare engang imellem. Ikke nu, men om et par måneder. Bare så jeg også kan få lidt alenetid med Viggo. Det ville være dejligt.

Og sker det ikke, så er jeg nok mere sikker nu end dengang og tør slippe amningen før. Jeg tør nok også blive i den denne gang, hvis det skulle være. Fordi jeg alligevel er helt vænnet af rødvin, og fordi jeg ved, at det nok skal slutte. Helt absurd, så havde jeg af og til svært ved at tro på det sidst.

På mange måder er meget nemmere denne gang end sidst. Og det er skønt.

Hvilke tanker har I gjort jer om amning – eller ikke-amming?