10 ting, jeg vil i november

Verdens bedste brunkager

IMG_5249

Hvert år bager jeg brunkager. Jeg kan lide dem sprøde og krydrede, og det har taget mig nogle år at finde den helt rigtige opskrift.

Men her er de. Verdens bedste brunkager, ’nuff said. Ifølge mine smagsløg i hvert fald.

I mange år var mine brunkager alt for bløde. Jeg troede, at det var opskriften og ikke mine bageevner, der fejlede. Jeg oplever faktisk, at det er ret udbredt, når jeg er blevet budt på en hjemmebagt brunkage hos andre.

Men hemmeligheden er simpel. De skal skæres ultra tyndt. Jeg vil garantere en sprød brunkage bare på det præmis. Et tip jeg har fået af Claus’ søde bedstemor. Det virker.

Min opskrift er inspireret af Frøken Jensens. Jeg synes dog, at de godt kan bruge en anelse mere krydderi, så jeg har skruet op for alle krydderier med en halv teske. Og så er jeg rundhåndet med pomeransskal og mandler. Men forholdet i opskriften her er Frøken Jensens.

Og hvis du tænker, at jeg er tidligt nok ude med brunkagebagningen, så skyldes det tre ting:

1) Der er ikke både tid til baby og bagværk i december.

2) Rullerne skal i fryseren, så er de nemmere at skære, og brunkagerne er helt friske, når barselsgæsterne kigger forbi.

3) Jeg kunne bare ikke vente.

God fornøjelse og enjoy.

Brunkager
Skårne, cirka 175 stk.

250 gr. smør
125 gr. lys sirup
250 gr. brun farin
2 tsk. potaske
1 spsk. koldt vand
2 tsk. stødt kanel
1,5 tsk. stødte nelliker
2,5 tsk. stødt ingefær
1,5 tsk. allehånde
50 gr. finthakket pomeransskal
100 gr. smuttede, finthakkede, mandler
500 gr. mel

Kom smør, sirup og farin i en gryde og lad det smelte ved lav temperatur under omrøring. Tag gryden af blusset og lad massen køle. Rør potasken ud i vandet. Bland krydderier, pomeransskal og mandler i melet og rør det sammen med smørblanding og den udrørte potaske.

Ælt dejen sammen og rul den straks ud i ruller på 5 cm. i diameter. Sæt rullerne på køl. Gerne til næste dag, så er de nemmere at skære.

Skær dejen i tynde skiver (meget tynde) og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem ved 175-200 grader i 5-6 minutter.

2

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting, jeg vil i november